De skulle egentlig bare have et ekstra badeværelse og nogle bedre faciliteter til familiens teenager.
Det stod dog hurtigt klart, at boligen og beliggenheden samtidig rummede nogle uforløste potentialer, der nu er omsat til nye boligkvaliteter, hvor inde og ude hænger bedre sammen.
I denne 50’er villa nord for København har vi ved at nedrive et skur og etablere nye vindues- og døråbninger i gavle og facader, sat et hidtil uberørt område af haven i spil som en attraktiv aftensol-terrasse med kig til Lyngby Sø.
Stuen er nu åbnet op mod omgivelserne og trækker uderummet med indenfor og stuen med udenfor. Dagslys og udsyn kommer helt af sig selv, når man åbner op.
Det nye ekstra badeværelse er placeret så ankomsten til boligen opleveres mere naturlig, og ved ombygning og energirenovering af et tidligere integreret udhus, har familiens teenager fået sin egen lille etværelses.
Familien har fået boligønskerne opfyldt inden for boligens eksisterende areal. Dertil en for familien uventet tillægsgevinst i form af nye og forbedrede dagslys- og udsynsforhold, samt en helt ny vestvendt terrasse fra stuen og med udsigt mod den nærliggende sø.