4. Myndighedsprojekt

I de fleste byggeprojekter skal der søges om en byggetilladelse. Vi udarbejder og indsender ansøgning om byggetilladelse til jeres kommune – herunder de nødvendige tegninger, dokumenter og projektoplysninger.

Det nødvendige tegningsmateriale adskiller sig ofte ikke så meget fra det projektmateriale, der kommer ud af skitsefasen. Der vil være tale om en yderligere detaljering og beskrivelse af det materiale, der allerede er udarbejdet.

I nogle tilfælde vil vi indlede en forhåndsdialog med kommunen allerede i skitsefasen for at afklare eventuelle lokale tvivlsspørgsmål, der kan være afgørende for projektmulighederne.

Snit af sommerhus
Tegning fra myndighedsprojekt
Plantegning af sommerhus
Plantegning

Sagsbehandling

Materialet i myndighedsprojektet er målrettet bygningsmyndighedernes sagsbehandling af byggeansøgningen og fokuserer således på at vise, at det ansøgte byggeri overholder bestemmelserne i det gældende bygningsreglement (BR18), jeres nærområdes kommune- og lokalplan, samt eventuelle servitutter for jeres specifikke ejendom.

De enkelte kommuner skal overholde et servicemål for en sagsbehandlingstid på 40 dage for mindre kompliceret byggeri, men har meget forskellig sagsbehandlingstid fra 1 uge og helt op til 9 måneder.

De lange sagsbehandlingstider vil ofte knytte sig til projekter, hvor der enten skal søges om dispensation for afvigelser fra de gældende bestemmelser eller projekter der af kommunen sendes i nabohøring.

På baggrund af vores erfaring med de enkelte kommuner, kan vi give jer en realistisk prognose for den forventede sagsbehandlingstid.